Preben Kaas debuterede tidligt som skuespiller. Allerede som barn var han med i film og teaterstykker, og i sine unge år blev han også instruktørassistent. Arbejdet i kulisserne fortsatte han med sideløbende med sin karriere i rampelyset. På film er han nok bedst kendt for sin rolle som Dynamit-Harry i Olsen Banden, men han finansierede også film, skrev manuskripter, sange og revynumre, instruerede film og teater og var endda også teaterdirektør. De mange kasketter tyngede dog og gik sammen med hans alkoholmisbrug ud over børn og hustruer. Efter sin personlige konkurs i 1977 på grund af svigtende billetsalg i Cirkusrevyen kom han aldrig helt på fode igen, og i 1981 valgte han at tage sit eget liv.
Preben Kaas blev født ind i en musikalsk familie. Hans far, Robert Edvard Louis Kaas, levede af at spille musik. Han slog sine folder på både klaver, violin, som kapelmester og også komponist. Det er derfor ikke svært at se, hvor Preben Kaas fik sin musikalitet fra.
Alligevel var det skuespillet, som Kaas først kastede sig over. Allerede som barn spillede han små roller på film, teater og i radioen. Det år han fyldte 13, spillede han med i tre film, og i de efterfølgende år fik han flere roller, blandt andet som Erik i krigsklassikeren De røde enge. Det første kapitel af hans filmkarriere sluttede i 1947 med De pokkers unger.
Samme år blev han student fra Christianshavns Gymnasium, og i de følgende næsten 10 år holdt han helt pause fra skuespillet. Men på trods af denne lange pause kunne han alligevel ikke helt holde sig fra showbusiness.
Da Preben Kaas først vendte tilbage til scenen, gik det stærkt. I 1955 blev han endda tildelt prisen som ‘Årets Revyfund’ og fik efterfølgende job på Nordisk Film som instruktørassistent med anbefaling fra selveste Ib Schønberg . Her lagde han byggestenene til sin flersporet karriere, hvor han var lige så aktiv bag kameraet som foran det.
Allerede året efter kom han med i Cirkusrevyen, og snart var han både skuespiller og tekstforfatter – blandt andet til revyen På lemp'lige vilkår, der blev opført i Riddersalen. En interessant detalje ved den er, at Preben Kaas' far skrev en del af musikken til revyens numre.
I 1960 kom Preben Kaas til dansk revys mest populære adresse: Stig Lommers ABC Teatret på Frederiksberg. Han blev ansat som skuespiller, instruktør og tekstforfatter, og selvom hans talent var anerkendt i branchen, så var han faktisk ikke et kendt ansigt i den brede befolkning. Det blev der dog hurtigt lavet om på. For på teatret fandt han en ligesindet makker i den ligeledes nyansatte og næsten jævnaldrende Jørgen Ryg .
De to havde utrolig god kemi, hvilket ikke gik Stig Lommers næse forbi. Han var netop på udkig efter dansk revys nye makkerpar. Dirch Passer og Kjeld Petersens succesfulde komiske duo var nemlig gået i opløsning, efter at Kjeld Petersen havde besluttet sig for at prøve kræfter med mere alvorlige roller.
Jørgen Ryg og Preben Kaas udviklede hurtigt deres helt egen stil, som for publikum ofte virkede improviseret, men i virkeligheden var meget nøje indstuderet – dog med plads til frie associationer og impulsive tankespring. De brugte begge deres musikalske timing til at lade vittighederne ramme med størst mulig virkning. Ryg og Kaas byggede videre på deres venskabelige mundhuggerier, så det blev ophøjet til kunst; ofte med Jørgen Ryg i rollen som den nervøse og lidt blufærdige og Preben Kaas som den charmerende gadedreng.
Ryg og Kaas popularitet og berømmelse havde selvfølgelig sin pris. De måtte opgive at leve almindelige liv, og i stedet arbejdede de nærmest hele tiden. Familien var der sjældent tid til, når de skulle lave teater, TV og film. Det hårde arbejde sled på dem begge, individuelt såvel som på deres makkerskab.
I 1966 var Preben Kaas direktør for ABC Teatret. Revyen: Forny dem, for helved'! spillede for fulde huse, og øverst på plakaten stod Preben Kaas og Jørgen Ryg. Men bag kulisserne var der heftige spændinger imellem de to, og det hele eksploderede efter en forestilling i august, hvor Preben Kaas ikke kunne styre sit temperament og fyrede Jørgen Ryg med øjeblikkelig virkning.
Heldigvis havde Preben Kaas opbygget en solid filmkarriere, som han kunne falde tilbage på. Han medvirkede i mange af 1950'ernes og 1960'ernes folkekomedier, heriblandt som Ole Sørensen, menig 615, i Soldaterkammerater-filmene, som han var med til at finansiere og skrive. Han var også en af bagmændene til søfartsklassikeren Martha, hvori han selv spillede skibskok.
Den rolle, som han er bedst kendt for, er nok som Bennys bror, Dynamit Harry, i Olsen Banden -filmene. Dynamit-Harry svinger første gang med ølflasker og dynamitstænger i Olsen Banden på spanden fra 1969. Preben Kaas vandt en Bodil for bedste mandlige birolle for denne rolle. Han gentog succesen som den sprængfarlige Dynamit Harry i Olsen Banden i Jylland og Olsen Banden går amok.
Selvom makkerparret med Jørgen Ryg var gået i opløsning, så droslede Preben Kaas ikke ned på aktiviteterne. I 1970'erne medvirkede han i endnu flere film – blandt andre de to om Præriens skrappe drenge. Sideløbende spillede han revy og var også stadig direktør for Cirkusrevyen. Han stod også bag mange af de numre, som Dirch Passer brillerede med i teltet på Dyrehavsbakken, og som i dag stadig er blandt dansk revys absolutte højdepunkter.
Preben Kaas høje arbejdstempo krævede som sagt sine ofre på privatfronten. Kombineret med et stort indtag af alkohol og et voldsomt temperament, så var det ikke i rollen som ægtemand og far, at Preben Kaas strålede allermest. Da han i 1970 blev gift med Anne Mari Lie, var det allerede hans tredje af slagsen.
Ægteskabet inden da var med den tidligere Lommer-pige, Ulla Larsen, som han havde mødt på ABC Teatret. I alt nåede Preben Kaas at få fem børn; tre døtre og to sønner. Med Ulla Larsen fik han kapelmester Jeppe Kaas, og med Anne Mari Lie fik han skuespiller Nikolaj Lie Kaas.
Preben Kaas brugte flittigt den smukke Anne Mari Lie og lille Nikolaj i promoveringen af sig selv og sine forestillinger. Her havde han lært af sin tidligere chef, Stig Lommer, hvordan man skaber opmærksomhed, og han gik skridtet videre ved at invitere pressen indenfor i hjemmet i Rødovre. Når journalisterne var gået, så var samlivet dog alt andet end store smil og kække bemærkninger.
I bøgerne Fløde 2 og Brud(e)stykker, som Anne Mari Lie udgav efter skilsmissen fra Preben Kaas, blev der tegnet et noget andet billede af ham.
I bøgerne blev han fremstillet gennem alter-egoet Peter Klister som alkoholiseret og voldelig, og bøgerne vakte stor opsigt, da de udkom. På det tidspunkt var Preben Kaas’ position som succesmanden i dansk showbusiness i forvejen vingeskudt. I 1977 måtte han nemlig forlade Cirkusrevyen med en kæmpe gæld efter et svigtende billetsalg, som givetvis skyldtes, at Dirch Passer for første gang i en årrække ikke medvirkede.
Samme år – 1977 – blev Preben Kaas gift med skuespiller Lisbet Dahl. I de fire år, som parret var gift, nåede hun også at opleve hans mørke sider, og især hans jalousi over hendes succes var et tilbagevendende problem. Hans økonomiske problemer gjorde blandt andet også, at Preben Kaas var tvunget til at blive ved med at arbejde, selvom det tærede på hans helbred.
Preben Kaas havde kun sjældent kontakt med sine børn. Derudover var kvaliteten af de ting, som han medvirkede i på det tidspunkt, mildt sagt svingende. Det resulterede blandt andet i, at følelsen af fiasko blev dulmet med større og større mængder whisky. Han nåede dog at give et anmelderrost portræt af faderen i Lise Roos' drama Sådan er jeg osse.
Tre dage før sin 51-års fødselsdag valgte han at sætte en stopper for både sin karriere og sit liv. Den aften spillede Lisbet Dahl med i en forestilling på Bellevue Teatret. Da hun kom hjem, var Preben Kaas ikke at finde. Hans lig blev fundet klokken 09.04 i Kalkbrænderihavnen i København. Ingen ved med sikkerhed, hvad der var sket i de mellemliggende timer, men på kajen havde han stillet sine sko og lagt sin jakke med sin tegnebog indeni.
Har du lyst til at se Preben Kaas brillere i en af sine komiske roller? Hos Nordisk Film+ får du det største udvalg af danske film samlet i én streamingtjeneste. Glæd dig til at se nye danske film og gode gamle klassikere fra den danske filmskat med alle de folkekære skuespillere, som du kender. Vores udvalg er håndplukket til alle jer danske filmelskere.
Er du mere til Hollywood-film? Eller skal dine børn underholdes med en god familiefilm ? Hos Nordisk Film+ kan du også gå på opdagelse i vores film fra Hollywood, og familiens yngste kan boltre sig i vores sjove og trygge børneunivers . God fornøjelse med filmhyggen.