Kjeld Petersen

Kjeld Petersens store skuespillerdrøm

Kjeld kom til verden den 1. juni 1920 i København, og ifølge hans bror, Bent Grasten, ville han stort set hele livet være skuespiller. Denne drøm var en overraskelse for familien, da Kjeld led af stor generthed. Men som broren udtalte efter Kjeld Petersens død, er det måske ofte et træk ved gode skuespillere, at de arbejder i spændingsfeltet mellem blufærdighed og evnen til at udstille sig selv.

Sine første roller fik han ved spejderfester og baller, og et tidligt gennembrud kom på Birkerød Statsskole, hvor han spillede hovedrollen i stykket Fejltagelserne. Instruktøren var skuespilleren Eyvind Johan-Svendsen, og han sagde til Kjeld Petersen, at han kunne blive skuespiller. Opmuntret af disse ord valgte han efter skolen at læse hos diverse skuespillere for at blive optaget på Det Kongelige Teaters elevskole. Dengang var det den eneste mulighed for at blive uddannet skuespiller, så det må have været nervepirrende for den unge Kjeld Petersen med sine store skuespildrømme at gå til optagelsesprøver. Han forsøgte to gange uden held. Efter disse gentagne skuffelser begyndte han i stedet sin uddannelse på Niels Brocks Handelsskole.

Men skuespillet var ikke til at glemme, så han medvirkede til stort bifald i skolens revy i 1939. Samme år debuterede han professionelt i en lille rolle i Johnson over Jordan på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. Men selvom han nu havde fået en tå indenfor, var det ikke slut med afvisningerne: For da stykket skulle optages som hørespil til radioen, mødte Kjeld Petersen spændt op kun for at få at vide af selveste Betty Nansen: “Hvad vil de her? De kan godt gå hjem igen!”. Hans lille rolle var blevet strøget fra hørespilsudgaven, uden at han havde fået det at vide.

Et revolutionerende gennembrud

Kjeld Petersen fik langsomt flere skuespillerjobs på blandt andet Vennelyst Teater og Frederiksberg Teater, og i 1943 kom den store chance: Et af byens mest populære stykker, William Saroyans Livet er jo dejligt, stod og manglede en sommerafløser, da hovedrollen Erling Schroeder havde kontrakt i Dyrehaven den sommer. Kun 23-årige Kjeld Petersen, som altså var uden uddannelse og kun havde arbejdet som skuespiller i tre år, blev valgt som afløser. Skepsissen i teatermiljøet var stor, men den blev gjort til skamme af publikums varme respons. Også anmelderne måtte erkende, at han gjorde det godt, selvom hans spillestil var anderledes, end man var vant til. 

I denne og i senere forestillinger fremhævede de hans naturlighed, hvilket givetvis havde noget at gøre med Kjeld Petersens talent. Men det siger også noget om det paradigmeskifte, som sås mere udtalt i andre europæiske lande under og særligt efter Anden Verdenskrig – en tendens til at skuespil blev mindre kunstfærdigt og mere naturalistisk. En del af dette var også at sløre grænsen mellem det komiske og det alvorlige. Som Kjeld Petersen senere selv udtrykte det: “Der er så mange, der synes, at jeg tager for tungt på tingene og hellere skulle være lykkelig for, at det er gået, som det er. Men det er jeg jo ikke. Jeg har, allerede fra jeg var barn, haft en modvilje imod det alt for letbenet teater.”

Kjeld på film: Oprører, charmør og skurk

Efter at have spillet diverse roller på teatrene i løbet af besættelsestiden, gjorde han sin filmdebut i en mindre rolle i Den usynlige hær fra 1945. Rollen som den unge modstandsmand, George, der gør oprør mod sin borgerlige familie, var i tråd med Kjeld Petersens hidtidige teaterroller. Den var såkaldt ’alvorlig’ og gav en prøve på hans talent for at spille naturalistisk uden teatralskhed. På den måde var han forud for sin tid i Danmark. I mindebogen Nej, Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort beskriver filmanmelder Erik Ulrichsen Kjeld Petersens præstation i Den usynlige hær som værende “(…) meget nærmere ved sandheden end den kultiverede kongelige kunst er det.”

Året efter medvirkede Kjeld Petersen i en større rolle i Far betaler, hvori man kan se et eksempel på hans evne til at fremstille sammensatte karakterer. Rollen som den unge Hans portrætterer han som værende charmerende, usikker og svag på én og samme tid. At han kunne spille fuldtonet skurk, ser man i film som Smedestræde 4, Unge piger forsvinder i København, Gengæld og Blændværk, i hvilke han spillede over for store danske skuespillere som Poul Reichhardt , Ib Schønberg og Karl Stegger . Hans spændvidde var i det hele taget stor, og han kunne bruge hele kroppen og en diskret grimasse lige effektivt. Især mestrede han de hurtige stemningsskift. I I kongens klæ’r ser man et forstadie til det, der skulle blive et af hans varemærker – nemlig desperationskomikken, som den kom til udtryk i hverdagsdanskeren, der har ryggen mod muren og kan eksplodere hvert øjeblik.

Velfortjent Bodil for Alex Alexandersen 

Glansnummeret kom i en af Kjeld Petersens få filmiske hovedroller i komedien Vi er allesammen tossede, som havde premiere i 1959. Her spiller han repræsentanten Alex Alexandersen, som er indkaldt til torskegilde hos skattevæsenet. Dette sender ham på en deroute igennem flere af velfærdsstatens institutioner, hvilket giver Kjeld Petersen rig mulighed for at bruge sit talent i det ene surrealistiske optrin efter det andet. For rollen blev han belønnet med en Bodil. I motiveringen af prisen blev han blandt andet rost for at skabe en figur, som ikke bare er morsom men en helstøbt karakter. “Han gør sine vildt komiske figurer til rigtige mennesker,” som det blev formuleret i begrundelsen.

Makkerparret Kjeld Petersen og Dirch Passer

Selvom filmkarrieren gik strygende i 1950’erne, havde teatret stadig førstepladsen i hans hjerte. En betydelig del af udviklingen af Kjeld Petersens særlige komiske varemærke kan nok tilskrives samspillet med Dirch Passer . De to mødtes første gang i 1940’erne, og i midten af 50’erne fik teaterdirektør Stig Lommer den idé at sætte dem sammen på ABC Teatret. Han havde bemærket, hvordan der var en nærmest elektrisk stemning imellem dem, og han mente, at den kunne overføres til scenen. Dirch Passer beskrev det sådan her: “Der var fra begyndelsen imellem os ganske simpelt det, der hedder kontakt. Det ytrede sig på den måde, at vi skreg af grin, når den ene løftede en pegefinger.”

Snart skreg publikum også af grin, da de to mænd, som i øvrigt havde genertheden tilfælles, optrådte sammen i revyen Det lille ABC-Hus i 1955. Der var noget klassisk over den høje, ranglede Dirch Passer og den lavere, lidt mere runde Kjeld Petersen, men det, de sammen skabte under navnet Kellerdirk Bros, var noget helt nyt. Det blev døbt crazy-komik for dets fræsende energiniveau og uforudsigelighed. Anmelderne var lige så begejstret som publikum. “Det er ikke til at forklare. Men det var altså, hvad man kalder et “komisk mirakel”, som der stod i Information efter premieren.

Kellerdirk: En simpel men uforudsigelig opskrift

Kjeld Petersen og Dirch Passer ramte en trang i tiden for at grine sorgerne væk. Euforien efter krigens afslutning havde lagt sig og var blevet erstattet af bolignød og frygt for atombomben. Folk trængte til Kellerdirk, der i årene 1955-1958 nåede at lave ni revyer på ABC Teatret. Det så let ud, men alt deres materiale var gennemarbejdet ned til mindste detalje. “Vi havde lange lister med gags, det var nærmest som en matematisk formel,” som Dirch Passer senere beskrev det. 

De brugte ikke kun scenen, men hele salen, og var nogle af de første herhjemme til at bevæge sig rundt blandt publikum. De var også unikke på den måde, at man aldrig vidste, hvem der tog stikket hjem til sidst. Som Dirch Passer sagde: “Det vi byggede vores tomandskomik op på, det var, at man aldrig vidste, hvorfra og hvornår pointet kom. Det var altid totalt overraskende.” Dog var det en tilbagevendende skabelon, at Dirch Passer var den enfoldige, der tog tingene meget bogstaveligt, hvilket drev Kjeld Petersens figurer ud på desperationens overdrev. Et eksempel på dette er den legendariske “Tømmerflåden”-sketch, som blev foreviget på film i Pigen og vandpytten.

Kjeld Petersen gjorde ende på Kellerdirk

Efter forestillingerne fortsatte showet på diverse barer og værtshuse. Stig Lommer tog med og sørgede for at skrive ned, og når det så var tid til at lave en ny revy, tog han alle sine noter frem. Med prøver om morgenen, filmindspilninger om formiddagen, måske en reklame om eftermiddagen, mindst én forestilling om aftenen og bagefter i byen, kørte Kjeld Petersen og Dirch Passer sig selv hårdt. De var begge fødte entertainere, som havde lige så meget brug for publikum som omvendt. Dette lagde Kjeld Petersen heller ikke skjul på: “Når publikum er gået, og lyset er slukket, står skuespillerne tilbage. Og en af dem, det er mig. Jeg går også, det må jeg jo, og den følelse af at gå hjem gennem de tomme gader og for mit vedkommende hjem til den tomme lejlighed, det er næsten ikke til at klare. Og så går jeg ud og morer mig. Meget.”

Det enorme arbejdstempo og trangen til hele tiden at ville gøre det bedre end sidst sled dog efterhånden på Kjeld Petersen og Dirch Passer. Med det høje niveau, de havde lagt, var det vanskeligt at udvikle nyt materiale, der kunne stå mål med deres gamle succeser. Kjeld Petersen havde det også notorisk dårligt med at skulle gentage gamle numre, eller fremføre noget der ikke havde kunstnerisk kvalitet. Derfor trak han i 1958 stikket på Kellerdirk.

Kjeld besad en særlig kompromisløshed

Uanset om han spillede revy eller teater med et klappende publikum og gode anmeldelser, var han kompromisløs og ofte selvkritisk. Hans mål var at skabe kunst, og alt skulle gennemarbejdes og gives en dybde, der gjorde det vedkommende. Som kollegaen Ove Sprogøe har fortalt: “I starten var jeg lidt forvirret, for jeg tænkte, ‘han kan da bare sige, hvad der står’, for det gjorde jeg. Men efterhånden kunne jeg mærke den smerte, der lå i Kjeld, og den kamp. Han ville ikke give op, selv de steder hvor han måske kunne have sluppet igennem med nemhed. Han ville ikke lade en replik slippe ud, uden at han havde fået den bøjet og formet, så den havde en anden dimension end lige ud ad landevejen. Og det har jeg efterhånden lært meget af.”

Denne kompromisløshed slog ofte over i flugt, når Kjeld Petersen følte sig fanget i situationer, der ikke levede op til sit kvalitetskrav. Dette var ikke kun i hans professionelle liv men gjaldt også privat. Han var kortvarigt gift med mannequinen Ulla Krohn, som han blev viet med i Birkerød Kirke den 2. maj 1953. Senere udtalte han, at uanset hvor meget han ønskede det, var ægteskab ikke noget for ham, da han ikke følte sig egnet til det. Også her forlangte han det sublime – ikke mindst af sig selv.

Alkohol blev Kjeld Petersens benzin

Hvis Kjeld Petersens talent var hjulene, hans arbejdsomhed karrosseriet og trangen til at skabe noget stort motoren, så blev alkohol i stigende grad benzinen. Også om dette var Kjeld Petersen hudløst ærlig: “Min største fejl det var, da jeg første gang rakte hånden ud efter et glas spiritus. Ganske langsomt opdager man, at man bliver inspireret af det. Jeg føler mig utilpas i tilværelsen mellem mennesker, så tager jeg et glas, og så glemmer jeg.” 

Efterhånden blev han berygtet for at møde fuld op til prøver og forestillinger, og nogle gange forsvandt han helt i flere uger ad gangen. I ét tilfælde dukkede han op lige før pausen, men i stedet for at melde sin ankomst bag scenen satte han sig i stærkt beruset tilstand i foyeren og drak videre. Da publikum kom ud i pausen, råbte han til dem: “Jeg fatter ikke, I gider at se det lort, når jeg ikke er med!”

Kjeld Petersen blev mere og mere utilregnelig. Samtidig kunne han være en både generøs og loyal kollega, både over for sine medspillere og andre ansatte. Således fik han i en længere periode dagligt overbragt en buket blomster til en af teatrets pressesekretærer, da hun var sygemeldt. Derfor var det antageligvis også med tunge hjerter, at hans kollegaer på ABC Teatret skrev under på et brev, der gav Stig Lommer deres velsignelse, hvis han ønskede at fyre Kjeld Petersen. Det endte med, at Kjeld Petersen selv sagde op i oktober 1960 og købte sig ud af sin kontrakt for 50.000 kroner for efterfølgende at forsvinde til Mallorca i en længere periode.

Året efter kunne publikum dog se ham i biografen i Den grønne elevator. Det var en filmatisering af et stykke, som Kjeld Petersen havde haft stor succes med på Aveny Teatret, og filmen står den dag i dag som et af de bedste eksempler på, hvad han kunne. I rollen som magisteren Hans Haldorff, der for at gøre sig interessant for sin kone drikker sig fuld for første gang i sit liv, fik Kjelds Petersen mulighed for at vise den galskab, der lurer lige under overfladen på et såkaldt normalt menneske – med stor komisk kunst til følge.

Kjeld Petersen og Dirch Passer forenet en sidste gang

Et par år efter kontroversen med Stig Lommer vendte Kjeld Petersen tilbage med en sensation: Kellerdirk blev genforenet på ABC Teatret i forestillingen Holder de af Brams, Passer og Petersen? sammen med Ingeborg Brams. Adspurgt til den tidligere konflikt med Stig Lommer svarede Kjeld Petersens blot, at han regnede med, at han nu kunne få sine 50.000 kroner tilbage. For at pudse formen af, blev han og Dirch Passer sendt på turné i provinsen med deres gamle hits. Dirch Passer fortalte senere, at det både var himmel og helvede for Kjeld Petersen. Himmel, fordi de privat havde det så godt sammen og lavede mange planer for fremtiden, heriblandt hvordan de kunne overføre deres særlige revystil til film. Helvede, fordi det var svært for Kjeld at skulle optræde med gamle numre aften efter aften. Hans helbred var heller ikke det bedste. Ved flere lejligheder blev han ramt af et ildebefindende, og efterhånden gik det op for dem omkring ham, at han ikke var rask.

Farvel til det store talent, Kjeld Petersen

Den stort anlagte premiere på Holder de af Brams, Passer og Petersen? fandt dog sted som planlagt den 23. maj 1962 – og den blev en bragende succes. Men Kjeld Petersen fejrede ikke forestillingen med de andre. Han tog tidligt hjem til sin kvistlejlighed på Frederiksbergs Smallegade. Næste morgen blev han fundet død af et hjerteslag. De overstadige anmeldelser af hans sidste forestilling kom i samme morgens aviser, og om aftenen bragte de deres udgaver af Kjeld Petersen nekrolog. Nogle aviser bragte dem endda i samme udgave, hvori de både hyldede Kellerdirk og begræd et stort talents bortgang i en alder af kun 42 år. 

Kjeld Petersen indspillede i alt 38 film og medvirkede i 26 revyer i løbet af sit alt for korte liv. Hans allersidste film Sømænd og svigermødre nåede han ikke selv at se, da den først udkom et par måneder efter dødsfaldet. 

Dagen efter hans død udtalte Dirch Passer til Ekstra Bladet om sin ven og samarbejdspartner: “Hvor var han dog vidende – og sjov – og hjertelig – og lynhurtig. Men osse af og til ensom. Derfor havde vi det osse så pragtfuldt, når vi var sammen. Jeg kunne mærke, han trængte til en. Men nu må jeg holde op. Jeg kan ikke holde ud at skrive i datid mere. Kjeld er det fineste menneske, jeg har mødt.” 

Stream film med Kjeld Petersen på Nordisk Film+

Selvom det er mere end 60 år siden, at Kjeld Petersen forlod denne verden, så lever hans film og sketches videre i bedste velgående. Er du i humør til den komiske alvorsmand i aften, kan du finde flere af hans favoritter her på Nordisk Film+. Vi skifter løbende ud i vores filmudvalg, så du altid har ny og spændende underholdning til din filmaften.

Er du interesseret i at udforske vores udvalg af gamle, danske film, så kan du glæde dig over at finde flere fantastiske skuespillere her på Nordisk Film+, som eksempelvis Bodil Udsen , Lone Hertz , Frits Helmuth og mange flere.