Allerede som barn prøvede Frits Helmuth kræfter med film, og på trods af at have set de omkostninger, som et liv på scenen kan have, valgte han at gøre skuespillet til sin levevej. I begyndelsen fik han mest tildelt endimensionelle ungdomsroller, men senere gav han liv til ikoniske karakterer i flere af dansk films højdepunkter. Mange af os husker ham nok bedst fra blandt andet Styrmand Karlsen og Det forsømte forår. Med tiden skabte Frits Helmuth sig således sit eget navn og vandt blandt andet fire Bodil-statuetter. Læs mere om hans eminente karriere her på siden og gå på opdagelse i vores filmudvalg, hvor du kan opleve flere af hans mindeværdige roller på det store lærred.
Frits Helmuth var kun syv år gammel, da han med blondt grydehår debuterede som skuespiller. Det skete i Vestkyst-dramaet Blåvand melder storm fra 1938, hvor han spiller fiskeren Jens som barn. Voksenudgaven blev spillet af hans far, Osvald Helmuth, så på den måde sikrede man en vis lighed i udseendet mellem barne- og voksenudgaven.
Som 12-årig spillede han med i filmen Ebberød Bank, hvor han fik rollen som søn til den evigt gode skræddermester Peter Vipperup – også spillet af Osvald Helmuth. Året efter var han med i to film; Frihed, Lighed og Louise – igen som søn, men denne gang til Ib Schønbergs direktørrolle – og en lille rolle i Mit liv er musik. Barndomsdelen af sin filmkarriere rundede han af med karakteren Egon i Hans store aften, som kunne ses i biograferne i foråret 1946.
Frits Helmuth vidste tidligt, at han ville være skuespiller. Han havde ellers haft billet på førsteparket til de trængsler og skyggesider, som livet i rampelyset kan medføre. Hans barndomshjem var præget af stor uro på grund af faren, hvis nerver skulle dulmes. Faren kunne forsvinde tre til fire dage i træk inden en premiere for at gå på druk. Når han var hjemme, var det ofte i et slags dæmonisk vrangbillede af den mand, som var så højt elsket i den danske offentlighed.
Frits Helmuths mor, Ylvira Vernegreen Jeppesen, kaldet ‘Søsser’, gjorde sit bedste for at holde sammen på tingene i villaen i Skovshoved, men det var ikke nemt med ‘hele Danmarks Osvald’ som en ustabil patriark. “Mor stod model til det mest utrolige. Jeg kunne gå grædende i seng, når jeg hørte far overfuse hende. Det var aldeles rædselsfuldt. Jeg kunne ikke forstå, at far, som altid sagde, hvor højt han elskede mig, kunne være så modbydelig over for mor. Jeg tænkte nogle gange over, hvor godt mor og jeg kunne have det sammen, hvis far bare ville blive væk.” Sådan beskrev Frits Helmuth som voksen sine forældres ægteskab set igennem den lille drengs perspektiv.
Selvom Frits Helmuth fra en tidlig alder fik roller på film, ønskede han alligevel at uddanne sig inden for faget. I 1949 læste han hos skuespiller Albert Luther, og i 1950 fik han plads på Det Kongelige Teaters elevskole. Umiddelbart efter at han blev færdiguddannet som skuespiller i 1952, blev han fastansat på Det Kongelige Teater. Han havde nu papir på, at han var en rigtig skuespiller og endda fastansat på nationalscenen; to ting hans far aldrig havde opnået.
På teatret dannede Frits Helmuth livslange venskaber med blandt andre Axel Strøbye og Ghita Nørby, der skulle blive en fast og skattet samarbejdspartner i resten af Helmuths karriere på både teater og film. Faktisk havde han og Ghita Nørby mødtes langt tidligere, da han var fem år og hun halvandet, og de begge var med deres forældre på sommerferie ved Vesterhavet. På Det Kongelige Teater traf de så hinanden igen under hendes elevtid, da de medvirkede i stykket Du skønne ungdom af Eugene O’Neill. Han var da 22 år og hun var 18 år.
Opførslen af dette stykke skulle blive mindeværdigt for Frits Helmuth af endnu en grund. Efter en af forestillingerne kom dansk teaters “grand old man” Poul Reumert nemlig ind i hans garderobe med rosende ord til den unge skuespiller.
Efter en masse barneroller holdt Frits Helmuth seks års pause fra filmarbejdet, hvor elevskolen og teatret i stedet havde hans fokus. I 1952 vendte han så tilbage til det store lærred i Ta’ Pelle med i en mindre rolle som mejerimedarbejder. Igennem 50’erne medvirkede han i en lang række film, hvor han mest spillede ung, køn mand og svigermors drøm. I 1956 medvirkede han i Ung leg sammen med Ghita Nørby. Udover at være den første film, de to indspillede sammen, udmærker den sig ved at være den første danske film, der blev optaget udelukkende på location.
Ghita Nørby havde mange år senere følgende at sige om den relation, der opstod imellem dem under indspilningerne: “Vi var det unge par, Frits spillede trompetisten Benny, mens jeg var gymnasiepigen Helle. Det var mægtigt nært og sjovt. Under de optagelser lærte jeg Frits at kende på den måde, som skuespillere nu engang lærer hinanden at kende. Det er en nærhed, som opstår i kraft af vores samspil og samarbejde. Fra Ung leg og frem udviklede vores arbejdsliv sig, ikke ligefrem parallelt, men i hvert fald med en tæt forbindelse.“
Frits Helmuths tid på nationalscenen på Kongens Nytorv blev afbrudt i 1959, da han følte sig forbigået i rollen som Aladdin i Oehlenslägers stykke af samme navn. På trods af sin relativt unge alder blev han i stedet direktør for Allé-Scenen på Frederiksberg i en delt stilling med Helle Virkner . I årene 1960-1962 bestred han stillingen alene og spillede samtidig med i flere af teatrets stykker. I 1963 vendte han tilbage til Det Kongelige Teater, og han blev ved med at optræde på de danske scener i resten af sin karriere. Et af højdepunkterne var rollen som George i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf over for Ghita Nørbys Martha. De spillede den første gang i 1983 og nåede i alt at fremføre stykket sammen ikke færre end 500 gange i årenes løb.
I 1970’erne foretog Frits Helmuth et skifte fra de mere glatte roller til decideret karakterarbejde. Det begynder med Løgneren fra 1970, hvor han spiller den altdominerende hovedrolle som Johannes Vig, der er lærer og degn på Sandø og hemmeligt forelsket i den unge købmandsdatter Ann-Mari.
Sin første Bodilstatuette vandt han for Lille spejl fra 1978, i hvilken han spillede den ensomme, homoseksuelle fabriksarbejder Bent. Det gode udseende var efterhånden falmet noget, men det brugte han til sin fordel: »Jeg ligner ikke noget som helst – det er det, der er det gode ved det," skrev han i sine erindringer Med mellemrum fra 2000. I 1979 spillede han Johnny Larsens far - en helt anden karakter, som han også fremførte med stor indlevelse, og som ligeledes indbragte ham en Bodil.
Et andet højdepunkt i Frits Helmuths filmkarriere er filmatiseringen af Martha Christensens roman Dansen med Regitze. Igen spiller han over for Ghita Nørby, og igen er de et ægtepar. For sin indsats i Dansen med Regitze fik Frits Helmuth sin tredje Bodil; nøjagtigt ti år efter at han havde vundet den sidst for Johnny Larsen. Der skulle dog ikke gå 10 år til, før han igen måtte gøre plads på kaminhylden til en af de aflange statuetter.
I 1994 vandt han nemlig en Bodil igen, denne gang for sit ikoniske portræt af den kyniske Lektor Blomme i filmatiseringen af Hans Scherfigs Det forsømte forår. Den rolle skilte sig ud fra hans øvrige, idet Blomme er helt anderledes end de godhjertede hverdagsmænd, som Frits Helmuth spillede så mange af. Flere – herunder den toneangivende teaterkritiker Jens Kistrup – havde endda udtrykt tvivl om, hvorvidt Helmuth overhovedet var i stand til at spille ondskabsfuld. Den påstand fik han tilbagevist til fulde med Blommes sataniske smil og funklende onde øjne. Sent i sin karriere medvirkede han i nyklassikeren Blinkende lygter, hvor han spiller den fordrukne læge Carl, der har forstand på både kroppen, sjælen og den rigtige dybde til et ølhul.
I alt medvirkede Frits Helmuth i over 80 spille-, kort- og tv-film i løbet af sin lange karriere. Derudover havde han roller i tv-serier og gennemførte utallige optrædener på diverse teatre. Han gav sig selv helt til sin kunst. Med hud og hår forsvandt han ind i sine roller: “Jeg beskæftiger mig med rollen uafbrudt. Jeg går tur med den, jeg står stille med den, jeg kører bil med den og sidder på restaurant med den. Nat og dag optager den mig.”
Belønningen for det hårde arbejde kom, når han stod på scenen og oplevede momenter, hvor alting gik op i en højere enhed og stor kunst opstod. “Det er i de øjeblikke, man lever stærkest og mest,” som han udtrykte det.
Denne vilje til at lade kunsten komme før alt andet havde naturligt nok sine konsekvenser for det civile liv. Frits Helmuths ven og samarbejdspartner, instruktør Kaspar Rostrup, udtrykte det efter hans død således: “Det er skuespillerens lod, at man lever i en verden, der ikke eksisterer. Når lamperne bliver slukket, er det hele forbi. Det giver en stor ensomhed, og Frits var et ensomt menneske.”
Frits Helmuth nåede at være gift tre gange og få fem børn. De to ældste, Mikael og Pusle Helmuth, blev også skuespillere. Kort inden sin død arbejdede Frits Helmuth på en hyldestfilm til sin mor, som udover at holde sammen på hjemmet havde været aktiv i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Det var et faktum, som Frits Helmuth først langt senere blev bevidst om. Hans sidste forestilling blev Rundt om Osvald på Folketeatret, hvori han fremførte nogle af farens berømte viser – materiale, han ellers havde holdt sig langt væk fra. Det familiære blev understreget af, at Mikael Helmuth var med i arbejdet bag forestillingen.
Frits Helmuth arbejdede altså til det sidste med den barndom, der havde været så udfordrende, og som givetvis havde sendt ham på sporet af en livsbane som skuespiller, med alt hvad det medfører af glæder og sorger. Frits Helmuth døde på Rigshospitalet den 12. december 2004 med alle sine børn og sin kæreste omkring sig. Han blev 73 år gammel.
På Nordisk Film+ har vi et godt udvalg af film med Frits Helmuth, som du og dine nærmeste kan nyde på jeres filmaften. Vi har både gamle klassikere og mere ukendte Helmuth-film. Vores filmudvalg bliver desuden løbende udskiftet, så du kan nyde ny, god underholdning hver uge. Er du til flere af de danske klassikere med folkekære skuespillere? Så kan du også tage et kig på vores film med Dirch Passer , Lone Hertz eller Ove Sprogøe . Vi har nemlig Danmarks største udvalg af gamle, danske film, så du til enhver tid kan nyde en hyggelig klassiker. God fornøjelse!