Paul Hagen
Kun 59 kr./md.

Paul Hagen

Den glade trompetist Henrik Didriksen i Soldaterkammerater. Dyrehandler Clausen iført den ikoniske islandske sweater og læsebrillen i tv-serien Huset på Christianshavn. Svend Nielsen i Flådens friske fyre. Paul Hagen har været med i et hav af gode, gamle danske film. Faktisk nåede han at medvirke i over 100 spillefilm. Mange betragter ham derfor også som en af datidens mest folkekære danske skuespillere. Paul Hagen kunne det hele. Han havde et åbenlyst talent for at spille komiske, lidt absurde roller, men i hans lange skuespillerkarriere var der også plads til flere alvorlige roller. Hos Nordisk Film+ kan du gå på opdagelse i de mange klassikere fra den danske filmskat med Paul Hagen på rollelisten. Find din favorit her, og glæd dig til en hyggelig filmaften i selskab med den folkekære skuespiller.

Paul Hagens uddannelse og tiden som teater- og revyskuespiller

Den danske skuespiller Paul Hagen kom til verden den 19. marts 1920. Han blev født Paul Falck Hagen, og var søn af operasangerinden Anna Hagen og kunstmaleren Åge Falck Rasmussen. 

Efter at Det Kongelige Teaters Elevskole ikke havde fundet ham egnet, blev Paul Hagen i stedet optaget på Frederiksberg Teaters elevskole. Her gik han i 1944-1945 efter at have læst hos Edvin Tiemroth. Men faktisk debuterede han allerede i 1944 som revyskuespiller i Livet er jo dejligt på Riddersalen på Frederiksberg. 

Sidenhen var han tilknyttet en række forskellige teatre rundt om i landet. Fra 1945 til 1951 var han knyttet til Aarhus Teater, hvor han spillede mange alvorlige roller. I år 1951-1952 havde han forskellige engagementer på Nørrebros Teater, og i perioden fra 1952-53 kunne man finde ham på ABC Teatret. I 1953 spillede han på Fiffer Revyen, hvor han blandt andet fik et gennembrud med visen Lille Lise let-på. Han var også på Skolescenen i 1953-1954, Cirkus Ib i 1954, ABC Teatret og Frederiksberg Teater i 1956 og så endnu en gang på Riddersalen i 1957, hvor han spillede klovnen, Didi, i Vi venter på Godot. 

Senere var han blandt andet på Det Ny Teater og Folketeatret. I 1972 blev han ansat ved Det Kongelige Teater, hvor han frem til 1987 spillede en række forskellige Holberg-roller. 

I 1987 forlod han teatret på grund af dårlige arbejdsforhold og et hårdt miljø. I stedet begyndte han at arbejde som freelance, og her valgte han at sætte tempoet ned med en eller to roller om året. I 1993 sagde han helt farvel til de skrå brædder. 

Paul Hagens filmkarriere

Paul Hagen debuterede på film allerede i 1951, da han havde en lille rolle i filmen Ta’ Pelle med. Efter et par mindre roller fik han sit egentlige gennembrud i 1953, da han spillede den godhjertede indbrudstyv, der overraskes af Lille Per i Far til fire. Her fik vi første gang Paul Hagens charme og utrolige evne til komik at se. Det var ganske vist en kort optræden, men ikke desto mindre viste den præcis, hvad det var, Paul Hagen kunne. 

1950’erne 

I 1950’erne stod Paul Hagens filmkarriere på en bred vifte af forskellige biroller. Blandt andet spillede han: 

  • Salgschauffør i Sønnen (1953)
  • Politibetjent i I kongens klæ’r (1954) 
  • Isbilchauffør i Det var på Rundetårn  (1955)
  • Postbud i Poeten og Lillemor (fra 1959) 

Selvom det var små roller, så var det allerede ret tidligt i hans filmkarriere, at Paul Hagen spillede overfor store navne som Frits Helmuth , Ib Schønberg , Kjeld Petersen , Dirch Passer og  Ove Sprogøe . Paul Hagen havde også lidt større roller i 1950’erne, hvor han spillede mere end en “udvidet statist”. Blandt andet som taxachauffør i kriminalfilmen Taxa K-1640 efterlyses, og som en håbløs butikstyv i komedien Tag til marked i Fjordby, hvor han blandt andet spillede overfor Dirch Passer og Ove Sprogøe. 

I 1958 spillede han den glade trompetist, Henrik Didriksen, i Soldaterkammerater. En karakter, der blev en gennemgående figur i hele filmsamlingen. Her fik han for alvor hul på filmkarrieren, og han formåede i den grad at blande den venlige satire, folkelige lavkomik og romantik i én og samme skuffe.

1960’erne

1960’erne stod ikke stille for Paul Hagen. I perioden medvirkede han nemlig i 40 film. Han blev faktisk nærmest en institution i den danske folkekomedie, og fik både store og små roller. Blandt de mest bemærkelsesværdige kan nævnes: 

  • Støv -filmene (1961-65)
  • Det tossede paradis (1962)
  • Hvis lille pige er du? (1963)
  • Bussen (1963)
  • Pigen og millionæren (1965)

1970’erne 

70’erne var ikke et godt årti for de danske folkekomedier. Det samme kan derfor også siges som Paul Hagens filmkarriere, som indtil da mest havde udspillet sig gennem folkekomedierne. Mest bemærkelsesværdigt var måske, at han overførte Dyrehandler Clausen fra tv til film. Det skete i filmen Ballade på Christianshavn, som havde premiere i 1971. Han medvirkede også i et par Olsen Banden -film, blandt andet som DSB-funktionær Godtfredsen i Olsen Banden på sporet fra 1975. 

Paul Hagens privatliv og død 

Paul Hagen nåede at være gift tre gange. Han giftede sig som 25-årig med Asta Esper Andersen. Med hende fik han sønnen Esper Hagen. De blev skilt i 1955. I 1960 giftede han sig igen, denne gang med Gurli Flindt, som han samme år fik datteren Susanne med. I slutningen af 1970’erne fandt han sammen med balletpædagogen Alice Martens, som han blev gift med i 1983. Fra 1992 boede Paul Hagen med sin hustru i et idyllisk bondehus ved Langø ved Nakskov. Paul Hagen blev syg med Alzheimers, og året før hans død flyttede han på plejehjem. Den 19. maj 2003 døde han. 

Find din Paul Hagen-film hos Nordisk Film+

Står din aften på en dansk klassiker? Måske med Paul Hagen på rollelisten? Så find en underholdende film med ham her. 

Hos Nordisk Film+ får du det største udvalg af danske film samlet i én streamingtjeneste, hvor du kan se de gode gamle klassikere fra den danske filmskat med alle de folkekære skuespillere, som du kender. Find film med Dirch Passer , Poul Reichhardt , Ove Sprogøe og mange flere. Du kan også gå på opdagelse i de forskellige genrer. Se blandt andet en god dramafilm , en romantisk film eller måske en komedie , der virkelig kan få gang i dine lattermuskler. 

Kan du ikke finde lige præcis dén Paul Hagen film, du ledte efter? Vores filmudvalg udskiftes løbende, så hvis ikke din favoritfilm er her lige nu, kommer den måske snart.