Se den fra

Axel Strøbye

Axel Strøbye - Fra "ham den anden" til sin tids store karakterkomiker. Axel Strøbye vidste tidligt i livet, at han ville være skuespiller. Hans forældre forbød det dog, så han uddannede sig i stedet til arkitekt. Men i smug tog han timer i skuespil, og talentet rakte til at komme ind på Det Kongelige Teaters elevskole. Her mødte han blandt andre Frits Helmuth, og de begyndte et venskab, som senere skulle få stor betydning for Axel Strøbyes karriere. Efter en sløv start kom der i 1960’erne fart over feltet, og selvom han havde få deciderede hovedroller, var han et sikkert kort som birolleskuespiller i både komedier og dramaer. Han medvirkede i flere af dansk film og tv’s klassikere, heriblandt filmserierne om Min søsters børn, Familien Gyldenkål og ikke mindst Olsen Banden. Privat levede han blandt andre sammen med først Lone Hertz og senere Hanne Borchsenius.