Dirch Passer
Only 59 kr./mth.

Dirch Passer

Dirch Hartvig Passer kom til verden 18. maj 1926 på Østerbro, og han forlod den igen 3. september 1980 – på scenen i Tivolirevyen. I løbet af hans 54 leveår nåede han at blive Danmarks måske mest folkekære skuespiller nogensinde. I sine cirka 30 år i rampelyset, nåede Dirch Passer at indspille i nærheden af 100 film, ligesom han har utallige forestillinger og udødelige sketches under bæltet fra de mange revyer, han stjal billedet i. Dirch Passer har tryllebundet generationer, og det vil nok fortsætte mange år fremover.

Fra sømand til teaterskuespiller

Det stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at Dirch Passer skulle blive en af de største stjerner, dansk film til dato har set, da han blev født en forårsdag i 1926. Dirchs far var sømand, og det var længe planen, at sønnen skulle følge i hans fodspor. Dirch ville det dog anderledes, og efter kort tid til søs søgte han mod de skrå brædder. Som knap 20-årig debuterede han på Riddersalen med stykket Seks Kammerater.

Herefter kom Dirch Passer på teaterskole og begyndte så småt at blotte sit komiske talent i små revyer. I 1950 kom han under Stig Lommers beskyttende vinger, og her blomstrede han hurtigt. Han fandt sammen med makkeren Kjeld Petersen , og de to udviklede hurtigt en kemi, der sendte dem ud over scenekanten og langt ind i danskernes bevidsthed. Makkerparret “Kjeld og Dirch” blev en institution i dansk film, og de nåede at indspille klassikere som I kongens klæ’r og Solstik, inden Kjeld Petersen faldt død om af en blodprop i 1962 – i en alder af blot 41 år. På det tidspunkt havde Dirch godt fat i filmkarrieren, men efter Kjeld Petersens død holdt komikeren en lang pause fra de skrå brædder.

Dirchs strålende karriere i løbet af tre årtier

I 1950’erne medvirkede Dirch Passer i en lang række populære film, som sidenhen er blevet udødelige klassikere. I film som Charles Tante og Ved Kongelunden cementerede han sig selv som en stor og alsidig komiker. Mange kender filmen Ved Kongelunden fra 1953 for sangen om “en sporvogn og en pige til” sunget af Dirch Passer og Ove Sprogøe . Her spillede de to sammen for første gang på det store lærred, hvilket blot var den første ud af 46 gange i løbet af deres begges imponerende filmkarriere.

I 1960’erne havde Dirch sin storhedstid som folkekær komiker i nærmest alle de store produktioner. 60’erne var et stort årti for farcer og folkelige komedier, og for Dirch Passer betød det roller i klassikere, som: 

  • Støv-filmene (1961-65)
  • Han, hun, Dirch og Dario (1962)
  • Frøken Nitouche (1963)
  • Sommer i Tyrol (1964)
  • Mig og min lillebror (1967)
  • Dyrlægens plejebørn (1968)

I 1970’erne fortsatte den store komiker ufortrødent på det store lærred, selvom hans største roller lå i perioden før. I 1967 vendte Dirch Passer også tilbage til revyscenen, hvor især Tivoli- og Cirkusrevyen nød godt af hans enorme talent.

Unik udtale, mimik og timing

Dirch Passer besad et enestående talent for komik, som er svært at sætte fingeren på – og umuligt at gøre efter. Han behøvede ikke replikker for at fremkalde latterkramper, for han beherskede fysisk komik til fingerspidserne. Hans imponerende sans for udtale, mimik og timing gjorde ham til en mester i at overlevere punchlines, og det er som ofte hans blik eller en særlig krølle på udtalen, der gør, at så mange generationer kan grine af den samme gimmick.

Dirch Passers betydningsfulde roller

Selvom ikke alle Dirch Passer-film fortjente geniets medvirken, var der aldrig en finger at sætte på komikerens indsats. Måske var det lige netop derfor, at han var så vellidt og eftertragtet af filmproducenterne. Særligt nogle filmroller er værd at fremhæve som betydningsfulde.

Rollen som Hans Høy i Baronessen fra Benzintanken, hvor han spiller overfor den altid betagende Ghita Nørby , er et glimrende eksempel på en af de roller, hvor han spiller den godmodige, lidt komisk klodsede men dog seriøse elsker. Her viser han en sjælden sårbarhed som det mere normale indslag, de andre tosser kan spille bold op ad.

Rollen som den syngende tjener, Leopold, i Sommer i Tyrol viste verden, at han sagtens kunne bære en hovedrolle i en film, hvor komik, timing og grimasser til tider måtte vige pladsen for sang. Og i Mig og mafiaen var manuskriptet skrevet til Dirch, hvor han for rollen som luskebuksen Viktor ’Viffer’ Hansen vandt en velfortjent Bodil.

Endelig skal teaterrollen i dramaet Mus og Mænd nævnes, for her leverede han i 1961 en pragtpræstation som den enfoldige Lenny. Publikum forbandt dog Passer så grundigt med komik, at det her fik dem til at bryde ud i latter, selvom reaktionen nok nærmere burde have været tårer. Det påvirkede Dirch voldsomt, og det har uden tvivl medvirket til, at han holdt sig til komikken fremover.

Dirch Passer: En elsket far til to

På det store lærred var Dirch næsten altid børnenes ven – og ikke deres far. Rollen som den evige legeonkel har gjort ham til et varmt barndomsminde for mange voksne danskere. Men legeonklen var faktisk selv far i det virkelige liv. Han fik nemlig to døtre fra sine to ægteskaber med skuespiller og reklamefotograf Dorte Passer, og tekstforfatter Josefine Passer, der beskriver ham som en livline og en bedste ven. 

På scenen blev alt lys slukket

Danmark blev en masse latter fattigere, da Dirch Passer i 1980 faldt om under en forestilling i Tivolirevyen. Han blev 54 år gammel, og det er i sagens natur alt for lidt. Han levede dog også sit liv i et hæsblæsende tempo, som de fleste får sved på panden af bare at læse om. Han medvirkede i en imponerende mængde film, teaterstykker, revyer og reklamer, og sagde sjældent nej til noget. Det er endnu mere imponerende, når man tager i betragtning, at han altid gav alt, hvad han havde i sig.

Privat havde den store mand også levet et hårdt liv med tobak og alkohol, og i dagene op til sin død, var han blevet mere og mere dårlig. Dagen inden var han faktisk også faldet om, men han insisterede på, at forestillingen skulle fortsætte, som den store showman han var.

Kort efter en berømt Kim Larsen-parodi faldt Dirch Passer om med hjertestop. Næsten poetisk døde han i et klovnekostume, og smukt og sigende for den store entertainer var hans sidste ord: ”Kan vi få noget lys på scenen? Her er helt mørkt.”

Stream favoritterne med Dirch Passer på Nordisk Film+

Leder du efter god og sjov underholdning til i aften? Så kan du her på Nordisk Film+ se eller gense nogle af de bedste folkekomedier med Dirch Passer og nyde hans mange højtråbende og komiske roller. I filmene finder du også folkekære skuespillere som Lone Hertz , Axel Strøbye og Judy Gringer på rollelisten. 

På Nordisk Film+ udvælger vi nøje filmudvalget, så der er noget for enhver smag. Vi sørger også for løbende at udskifte vores gamle, danske film, så du ikke løber tør for ny underholdning, når du og familien skal filmhygge. Så find din Dirch Passer-film med det samme, og glæd dig til en aften i selskab med legenden. God fornøjelse!