Henning Moritzens lange karriere bød på mange højdepunkter, blandt andet hans medvirken i Poeten og Lillemor-filmene. Han brillerede også i karakterportrætter, hvor især hans rolle som faderen i Festen, gav ham hjemlig og international anerkendelse i en høj alder. Han var også et fast indslag på de danske teatre gennem hele sin karriere, både som skuespiller og instruktør. Hos Nordisk Film+ er vi vilde med Henning Moritzen, og her på siden kan du få et indblik i hans imponerende karriere og streame flere af favoritterne. Så læn dig tilbage og glæd dig til at se en god klassiker fra den danske filmskat med den folkekære skuespiller på rollelisten.
Henning Bolvig Moritzen blev født d. 3. august 1928. Han var egentlig først messedreng og så kontorelev i Direktoratet for Vareforsyning. Ideen om at blive skuespiller kom altså lidt senere til Henning Moritzen end mange af Danmarks andre store stjerner, men da drømmen først var der, så blev den siddende i den unge mand fra Taarbæk.
Efter at have læst hos skuespilleren Blanche Funch gik Henning Moritzen til prøve på Privatteatrenes Elevskole. Første forsøg dumpede han, men året efter lykkedes det ham at komme ind. Han var da 20 år, og han vidste næppe selv dengang, hvor stor succes han egentlig skulle få.
Efter endt uddannelse fik Henning Moritzen roller i revyer og lystspil, blandt andet på Stig Lommers ABC-Teatret. I tyve år – fra 1955 til 1975 var han fastansat på Det Kongelige Teater. Han holdt derefter en pause på fem år, men vendte stærkt tilbage til teatret i 1980 og frem til 1998. I løbet af sine år dér og på andre teatre, medvirkede han i et utal af forestillinger, som ofte blev rost af pressen. I alt nåede han at spille cirka 60 teaterhovedroller, blandt andet i klassikere som Soldaten Svejk, hvor han spillede en soldat fra 2. Verdenskrig.
Henning Moritzens filmkarriere begyndte i det små med statist- og biroller. “Gæst ved selskab”, “Ung mand ved bal” og “Mand på bænk” er de knap så glamourøse rulletekstbeskrivelser af hans første roller. Han var dog i ganske godt selskab, da han spillede disse roller. I John og Irene fik han nemlig muligheden for at studere blandt andre Bodil Kjer, Ebbe Rode og Ib Schønberg i aktion. Og i Vores fjerde far stod Ove Sprogøe , Berthe Qvistgaard og Helge Kjærulff-Schmidt på rollelisten.
Efter filmen Dorte fra 1951 var det dog slut med at være unavngiven for Henning Moritzens vedkommende. I denne film optrådte han nemlig som “doktor Sørensen”. I 1953 fik han sin første større rolle i Det gælder livet som sanglæreren Stefan, der tryllebinder den unge kvinde Lotte.
I 1956 spillede han hovedrollen i den første danske farvefilm, nemlig Kispus. I rollen som Jakob kom hans svalende ydre og musikalske stemmeføring til sin ret. Det var derfor ingen overraskelse, at Helle Virkners kjoleglade Eva faldt pladask for ham. Hun skulle også vise sig at blive hans med- og modpart i den populære filmserie om Poeten og Lillemor .
Oprindeligt var det tegneserie-tegneren Jørgen Mogensen, som i 1950 skabte hverdagsstriben ‘Poeten og Lillemor’, der blev bragt i flere danske aviser. Ni år senere, i 1959, blev Mogensens enkle og humoristiske streg så vakt til live af Erik Balling. Henning Moritzen og Helle Virkner fører sig frem i hovedrollerne som det folkekære par, der en dag får muligheden for at realisere deres drøm om et hus på landet. I landsbyen bliver de venner med de mest mærkværdige og underfundige beboere, heriblandt slagtermesteren, Karl Stegger , landsbyens barber, Ove Sprogøe , den spøjse bager, Dirch Passer og hans store forelskelse, Judy Gringer .
Som om den folkelige succes ikke var nok, så blev Henning Moritzen i både 1960 og 1961 tildelt en Bodil-statuette. Han fik prisen for bedste mandlige birolle for filmene Forelsket i København og Harry og kammertjeneren. I førstnævnte forførte han sig frem med sin blinde sangstemme. I sidstnævnte viste han i rollen som Harrys ven, den lettere anløbne ‘Fyrst Igor’, at han kunne være andet end en syngende førsteelsker. Karakteren var et studie i svindler med charme, hvilket blandt andet kom til udtryk gennem hans kække replik til en strikkende servitrice: “Måske kunne jeg komme hjem en aften og holde garn for dig?”
Udlandet sendte også bud efter ham i 1972, hvor den svenske stjerneinstruktør Ingmar Bergman castede ham til sin film Viskningar och rop. Det blev begyndelsen på et venskab og frugtbart arbejdsfællesskab mellem de to mænd. Henning Moritzen spillede i Ingmar Bergmans opsætning af Misantropen, som gik på både Dramaten i Stockholm og Det Kongelige Teater, og han var også med i tv-udgaven. Forbindelsen inspirerede også Henning Moritzen til at sætte en række forestillinger op på egen hånd, hvilket han gjorde med stor succes på flere danske teatre.
I 1989 spillede Henning Moritzen igen en Bodil-belønnet rolle. Denne gang i Martha Christensen-filmatiseringen Dansen med Regitze, hvor han spillede over for blandt andre Ghita Nørby og Frits Helmuth . Nogle år senere, da han havde nået en alder, hvor mange skuespillere ellers oplever, at der bliver længere imellem, at telefonen ringer med arbejde, fik Henning Moritzen chancen for at levere en af sine allerstørste præstationer. Den unge instruktør Thomas Vinterberg skulle nemlig bruge en beleven familiepatriark med skeletter i skabet til sin dogmefilm Festen, og valget faldt her på ingen ringere end Henning Moritzen.
Filmen blev en international succes – ikke mindst på grund af Moritzens præstation. Sit distingverede ydre og mange års erfaring med at spille mænd med vid og charme brugte han i portrætteringen af faderen, der må se forhænget blive trukket til side for en forbrydelse så forfærdelig, at alle, især gæsterne til hans fødselsdag, har svært ved at forstå det.
Kort tid efter premieren på filmen Her i nærheden skete der noget, som skulle tvinge Henning Moritzen til at drosle ned for arbejdsomheden, især teateraktiviteterne. Under optagelserne til filmen Grev Axel i foråret 2000 faldt Henning Moritzen ud af en hestevogn og pådrog sig et åbent benbrud. Skaden var af en sådan grad, at han måtte opgive rollen. Han blev efterfølgende dårligere til bens og måtte bruge stok til at komme rundt. Da han i 2001 havde spillet Jeronimus i Maskerade på Folketeatret, besluttede han, at det skulle blive karrierens sidste teaterrolle. Efterfølgende medvirkede han dog i en række spillefilm, og har blandt andet også lagt stemme til flere animationsfilm.
Privat var Henning Moritzen gift to gange, første gang i kort tid, anden gang med skuespilleren Lise Ringheim, som han levede sammen med i mere end 40 år. Sammen med hende fik han datteren Marianne Moritzen. Fra det tidligere ægteskab fik han også sønnen Michael Moritzen.
Henning Moritzen var 84 år gammel, da han under forberedelserne til en bypassoperation måtte lægges i respirator. Han døde kort tid efter på et plejehjem. Til begravelsen mødte mange kollegaer fra underholdningsbranchen op, blandt andet Søren Pilmark, Gregers Dirckinck-Holmfeld, Bent Fabricius-Bjerre og Ghita Nørby. Henning Moritzen blev stedt til hvile ved siden af Lise Ringheim på kirkegården ved Frederiksberg Kirke i 2012.
Henning Moritzen var en af sin generations mest succesfulde og feterede danske skuespillere. Der er ingen tvivl om, at han havde et kæmpe talent. Det talent udfoldede han i et hav af skønne film, som du kan se her på Nordisk Film+. Vores filmudvalg bliver løbende udskiftet, så du altid kan finde ny og spændende underholdning til din filmaften på sofaen. God fornøjelse.