Malene Schwartz var stadig teenager, da hendes talent blev opdaget i en skolekomedie. Hurtigt blev hun et af de mest kendte ansigter på dansk film og teater med roller i elskede klassikere. Senere trak hun sig fra rampelyset og arbejdede bag scenen som teaterdirektør på flere danske teatre. Undtagelsen var Matador, hvori hun gav et ikonisk portræt af overklassefruen Maude Varnæs, som var med til at gøre serien til den mest folkekære tv-serie i dansk historie. Den 10. august 1936 kom Malene Schwartz til verden på Frederiksberg. Hendes mor var lægesekretær, og hendes far var blandt andet kunstkritiker og redaktør. Farens familie stammede fra Skagen, og han kan faktisk ses på P.S. Krøyers store figurmaleri “Sankt Hansblus på Skagen Strand” fra 1906 sammen med sine forældre i selskab med celebre medlemmer af Skagens kunstnerkoloni.
Malene Schwartz