Liva Weel
Det skortede ikke på udfordringer i Liva Weels karriere. Men hverken diskriminerende teaterdirektører eller en medfødt brok i spiserøret kunne stoppe hendes ukuelige vilje og store talent. Fra sin debut i begyndelsen af 20’erne og frem til sin død i 1952 var hun garant for mange glade publikummer på både teaterscener og i film. Ikke mindst på grund af hendes unikke evne til at give sine optrædener livskraft, sjæl og komik. Har du lyst til at se en film med Liva Weel? Så dyk ned i vores filmudvalg her på Nordisk Film+.
Vidste du, at Liva Weels karriere startede med et smykketyveri?
Der skulle et smykketyveri til for at Olivia Marie Olsen – født nytårsaften 1897 i København – skulle gå hen og blive til Liva Weel; et af dansk revyhistories største navne. Den musik- og sangglade Livas far var nemlig kriminalassistent Carlo Olsen, og da den populære operasangerinde og musiklærerinde Hedevig Quiding havde fået stjålet et kostbart smykke, blev Carlo Olsen sat på sagen. Hans efterforskning afslørede, at det var en af hendes egne elever, som var tyven. Men da Hedevig Quiding blev bekendt med dette, ønskede hun at trække tyverianmeldelsen tilbage. Det gik Carlo Olsen med til, og for at vise sin taknemmelighed tilbød hun ham, at han kunne sende sin datter til sangundervisning.
Det skulle vise sig at blive skæbnesvangert for den unge Olivia Olsen. Musiktimerne var nemlig med til at forme hendes talent, og Hedevig Quiding var ikke kun en god musikpædagog, hun var også en utrættelig forkæmper for sine dygtige elever. For selvom Olivia Olsen efter skolen fik en kontorplads på E. Nobels Tobaksfabrik til 40 kroner om måneden, så overtalte Hedevig Quiding den unge kvinde til at tage timer i skuespil. Hun arrangerede også, at Olivia kunne give koncert ved et teselskab i Politikens Hus i 1917. Anmeldelserne var gode og resulterede i, at Olivia Olsen kunne sige kontorpladsen op og i stedet være med i Odder Sommerteater.
Derefter fulgte et engagement i Nykøbing Falster, hvor hun blandt andet optrådte i operetten Den glade enke, som fik flere gode anmeldelser. Hendes fornavn blev ændret til Liva, og selvom hun havde opnået fastansættelse og succes, var Hedevig Quidings ambitioner på sin unge protegés vegne endnu større: Hun skulle ind på Københavns daværende forlystelsespalads, Scala.
Revyviserne gjorde hende kendt
Scala Teatrets bestyrelse kunne dog ikke se ud over deres egne forestillinger om, hvordan kvinder på en scene skulle se ud, da Liva Weel aflagde prøve for dem. De havde ikke fantasi til at forestille sig, at en kvinde med hendes udseende kunne medvirke i operetter. Men da de var på vej til at afvise hende, greb teatrets forfatter Alfred Kjærulf ind. Han foreslog, at hun i stedet skulle prøve at fremføre en revyvise. Kort tid efter rullede latteren i rummet, og hun blev engageret på stedet.
I 1920 slog Liva Olsen så igennem med et brag, der kunne høres i hele showbiz-København. Det skete i revyen Hallo Amerika. Samme år blev hun gift med teaterskuespilleren Arne Weel og fik ved den lejlighed det efternavn, som hun senere skulle gøre berømt.
Fra begyndelsen vakte hun opsigt med sit talent og gennemslagskraft. Især sin sans for at levere viser blev hyldet. Teaterskribenten Carl Gandrup skrev i den anledning i 1924: “Se Liva Weel og dø. Gud forbarme sig, sikke et Talent, hvilken Sangstemme og hvilket Humør. Ikke en Stavelse, ikke den usseligste lille Konsonant gaar tabt. Denne Viseforedragskunst er – i sin Genre – det højeste Mesterskab, den mest straalende og lydefri Fuldkommenhed, der nogensinde er set og hørt Herhjemme.”
Dansk revys førstedame
Efter mange succeser, også i operetter, forlod Liva Weel i 1928 Scala, hvor hun i sin sidste forestilling sang den kendte vise “Een er for lille, og een er for stor”. Hun kom derefter til Nørrebro Teater og var nu ikke længere i en position, hvor hun skulle aflægge prøve for direktører. Hendes medvirken alene kunne nemlig sikre, at en forestilling blev et hit. Så da Cirkusrevyen blev etableret i 1935 – af et konsortium bestående af Osvald Helmuth, skuespilleren Oscar Holst, harmonikavirtuosen Herman Gellin og restauratøren Carl Petersson – var hun som dansk revys førstedame noget af et kup. Et par år efter medvirkede hun i Stig Lommers revy på Betty Nansen Teatret. Hun var da en etableret stjerne, og gennem 1930’erne og første halvdel af 1940’erne prydede hun den ene forestillingsplakat efter den anden.
I slutningen af 1920’erne mødte Liva Weel Poul Henningsen, også kendt som PH, på Nørrebro Teater, og deres samarbejde skulle blive særdeles frugtbart. Mest kendt i dag er nok “Man binder os på mund og hånd”, som blev skrevet på en tangomelodi af Kai Normann Andersen til revyen Dyveke om Christian d. 4.’s elskerinde af samme navn, som blev opført på Riddersalen i sommeren 1940. Oprindeligt var titlen på visen “I krig og kærlighed”, men den tyske censur forlangte titlen ændret.
Kritikken af den tyske besættelse blev dog stående i mere diskret form i den nye titel og især visens sidste vers. For yderligere at forklæde kritikken var den nemlig konstrueret således, at de to første vers handler om uforpligtende kærlighed og ægteskabskritik, mens sidste vers drejer sig om frihed. Poul Henningsen sagde senere, at den struktur også var for at drille borgerskabet: “Pæne folk var nødt til at høre disse grimme ting for at få fædrelandsverset med, som Liva sang med bevægelse og under dyb stilhed.”
Liva Weel medvirker på film
Sammenlignet med den lange liste over teater- og revyforestillinger fylder Liva Weels filmtitler ikke helt så meget. Otte film blev det til i alt, fordelt på næsten tre årtier. Men hendes præstationer er mindeværdige og giver mulighed for den dag i dag at se hende folde sig ud både som skuespiller og visesanger. Hun debuterede i 1923 i stumfilmen Livets karneval.
Der skulle gå ni år før hun igen var med i en film, og det blev et comeback til biograflærredet med manér. Filmen hed Odds 777 og er i dag fortsat en klassiker med en veloplagt Liva Weel som kokkepigen Hansy Hansen, der bliver både bakkesangerinde og væddeløbsrytter. For datidens biografgængere må det have været en stor oplevelse. Ikke blot var der nu kommet lyd og toner på filmen, man så også billeder i højt tempo fra både Dyrehavsbakkens forlystelser og hestevæddeløb.
Liva Weel brugte sit alsidige talent og ikke mindst sin sangstemme til at skabe en tredimensionel karakter: Det sårbare og det friske, det følsomme og det ukuelige, begge sider er med og har fået hver sin vise i henholdsvis ”Glemmer du, så husker jeg” og ”Gå med i lunden”.
I De blaa drenge fra 1933 sang hun endnu en vise, som skulle gå hen og blive en evergreen, nemlig “Åh hvor jeg, ih hvor jeg, uh hvor jeg vil”. I Frk. Møllers jubilæum fra 1937 fik man mulighed for at se Liva Weel og Victor Borge sammen. I Under byens tage spiller hun Mona Frank, indehaver af Mona Bar, der hjælper unge kunstnere af forskellig art på vej. I 1942 optrådte hun igen. Denne gang i komedien Ta’ briller på som Adda Ernst, der nægter at lytte til sine børns indtrængende bønner om, at hun skal bruge sine briller og derfor ender i den ene komiske situation efter den anden.
Smedestræde 4 fra 1950 blev hendes sidste film. Rollen fik hun af sin tidligere mand, Arne Weel, som instruerede filmen. Hun spillede rollen med vanlig professionalisme og niveau, men for dem, der ikke havde set hende siden Ta’ briller på, må der have været en tydelig forandring i hendes fremtoning.
Liva Weel sidste tid
Liva Weels ydre havde nemlig i de mellemliggende år undergået en drastisk forandring. Hun betalte en høj pris for sin succes. I en del år havde hun været afhængig af alkohol for at dulme nerver og et stort arbejdspres. Hun kæmpede også med medfødt brok i spiserøret, der først blev opdaget året før hendes død, men som hele livet havde givet hende vanskeligheder ved at indtage fast føde.
Da Liva Weels broklidelse blev opdaget i 1951, blev hun hurtigt opereret. Dette gav hende en smule kræfter tilbage, men den 7. maj 1952 blev hun indlagt og udtalte da: ”Hvor er det dejligt, at man ikke skal stavle sig op til primadonna igen”. Hendes krop var slidt op, og den 22. maj sov hun stille ind. Kort før sin død kom det hende for øre, at en avis allerede havde gjort hendes nekrolog klar. Hun fik overtalt en ung journalist, der skulle komme på besøg, til at medbringe den. Efter endt læsning var hun tavs en stund. Så sagde hun stille: ”Var jeg virkelig så god?” Og ja, Liva Weel. Det var du.