"Fest og flag og hornmusik og gøglere i by'n - kæmpesensationen fra New York, Paris og Fyn!". Sådan synger de to omrejsende gøglere Lange Emil og Knud. Men en udspekuleret teltholder truer med at ødelægge det gode humør på markedspladsen.
1957
Dansk filmskat
Hoteldirektøren Vibeke vil inspicere Fiskeby Badehotel og rygterne om en portier, som både kan gøre gæster og regnskaber glade. På vejen dertil møder hun tilfældigt en ung mand – og da hun finder ud af, at han er portieren fra hotellet, går Vibeke undercover for at lære ham bedre at kende.
1953
Havet har været Frederiks hjem, siden han var 15. Men efter bedstevennens død i en orkan afmønstrer han. På land venter der ham dog store overraskelser - først får han en ny ven i fyrbøderen Vladimir, og derefter opdager han, at en kvinde har efterladt ham en lille søn. Så nu skal Frederik både finde ud af at være landkrabbe og far.
1954
På vej til sin venindes bryllup i Aalborg drøner rigmandsdatteren Marianne med alt for høj fart ind i et skarpt sving i den lille by Solby. Resultatet bliver, at hun forulykker i præstens have. Hendes skader tvinger hende til at tage den med ro på præstegården et par dage. Og modsat hvad hun først tror, bliver det alt andet end kedeligt.
1940
Efter sin mors død ankommer Anders til Borchholmgård med et brev, der afslører, at han er søn af godsejeren. Denne er dog bortrejst, så han møder i stedet husholdersken Lise. Hun tror, at han er kommet for at søge den ledige stilling som underforvalter. Og Anders griber muligheden for at studere sin far og godset i forklædning.
Der udspiller sig mange dramaer i Nyboder: Den unge Lilly vil - mod sin moders ønske - på scenen og være skuespiller. Samtidig lægger rigmandssønnen Eyvind sig i selen for at forføre den unge Karin. Så da Eyvind og Karins bror bliver indkaldt til matroser på det samme af flådens skibe, går bølgerne højt.
1937
Fjordens muntre sønner Erik og Lars driver en lille færge samt øens kro, hvor de lokale mødes under festlige former. Onde pengemænd på fastlandet pønser dog på en plan, der skal fratage Erik og Lars færgen og forvandle kroen til en benmelsfabrik.
1956
Den smukke Dybegården har været i familien Sværkes eje i mere end halvandet århundrede. Den nuværende ejer, Hans, er dog ved at miste det hele på grund af sin afhængighed af kortspil. Gode folk på egnen kommer ham til hjælp, men er det tids nok til at redde Hans og familien fra at blive sat på gaden?
1951
Grete og Hans er lykkeligt nygifte og har ingen sorger. Lige indtil en skattebillet dumper ind af brevsprækken. Den afslører, at det ville være billigere for dem, hvis de var skilt. På tro og love får de derfor en skilsmisse. Men at være forelsket og skilt viser sig vanskeligere, end de tror.
1955
Bodil-vinder
Arbejderen Carlo og prokuristen Christian tilhører forskellige lag på skotøjsfabrikken, men de har samme fjende. Begge lider de af alkoholisme og kæmper indædt for at blive væk fra stamværtshuset Café Paradis – med mere og mindre hjælp fra deres hustruer, kollegaer og samfundet.
1950
Til den smukke herregård Kjærholm hører en mose, der er omdrejningspunktet i en strid mellem ejeren, Claus, og egnens beboere. Imens sidder Claus’ nevø Jørgen fængslet for et overfald, han nægter at have begået. Der møder han småfuskeren “Fusser”, som lover at hjælpe ham. Og de to finder snart ud af, at der for alvor er ugler i mosen omkring Kjærholm.
I en haveforening i Kongelunden på Amager bliver Olsen fyret fra sit tjenerjob, Anna opdager, at hun er gravid uden for ægteskab, og Jørgens kæreste slår op med ham. Men der er håb og sommer forude, for der kommer altid en sporvogn og en pige til.
Danske film
Den forældreløse ekspedient Elsebeth bor på Smedestræde 4, og hendes eneste venner er en islandsk hest og cykelbudet Poul. Naboen Carl færdes på kvarterets lyssky værtshus, Café Guldregn, og lægger her en plan for at erobre Elsebeths dyd. Mystiske omstændigheder rammer dog udførelsen, og med ét er Poul og Elsebeth forsvundet.
Ole er netop blevet uddannet landmand, da han opdager, at hans forlovede vil forlade ham. Hans far overtaler ham til ikke at emigrere, men i stedet overtage den gældsramte gård Enekjær og forlove sig med gårdejerens datter, Bente. Onde kræfter truer dog med at stjæle både gården og det unge pars skrøbelige lykke.
Udadtil ligner direktørfruen Anne Louises liv en dans på roser. Indadtil er det dog mere ørken end blomsterhave, da hendes mand behandler hende som en ligegyldig pyntegenstand. Desillusioneret tager hun en pause fra det hele i deres sommerhus. En dag banker en ung, udmattet så mand på døren.
1941
Folkekomedie om landsbytossen Niels Pind (Axel Frische), som uventet får sin søn (Gunnar Lauring) hjem - og sønnen er blevet millionær.
Da der bliver fundet narkotika på lageret hos firmaet Petersen, Petersen og Petersen A/S, må grosserer Johan Petersen tage affære. For at blive mere handlekraftig, søger han styrke i en cognacflaske. Det viser sig på flere måder at blive nogle gevaldigt dyre dråber.
Det traditionsrige seksdagesløb i Forum i København står for døren, men uden for banen er det nye tider. Efter flere år med succes har parret Otto og Ivan fundet nye makkere. Årsagen skal findes uden for cykelbanen: Ivans hustru har nemlig forladt ham og deres søn til fordel for Otto. Eksperterne erklærer Ivan for falleret, så han er ekstra opsat på at få revanche. Det bliver seks dramatiske dage.
1958
Far fylder 50 år, og samme dag vinder han en skiferie med hele familien til Norge – for at være en god trafikant. Han er dog ikke helt så dygtig nordpå og forstuver foden. Både Onkel Anders og fru Sejersen kommer ham til undsætning, så det er småt med afslapningen. Imens morer børnene sig i sneen og Søs overøses med opmærksomhed fra en pressefotograf.
Peter ankommer med sin forlover, Kanusti, til Helsingør for at blive gift med Bitten. Allerede ved ankomsten, fornemmer han dog svigermors modvilje, og da Bitten planlægger, at de skal bosætte sig kun tre huse fra hendes mor, må Kanusti på overarbejde, hvis der overhovedet skal blive et bryllup.
1962
Tre piger fra hvert sit sted i Jylland, som ikke kender hinanden, modtager det samme brev fra en advkoat: En invitation til en måneds ophold i deres afdøde mors hus. Overraskelsernes tid er dog først lige begyndt for de tre, der i løbet af opholdet kommer til at lære hinanden – og ikke mindst sandheden om deres fælles fortid – at kende.
Kvindedag
Helene er vokset op på et gods og er både ung og uskyldig. Lidt for uskyldig mener hendes bedstemor, der sender hende til København for at lære noget om livet. I byen åbner en ny verden sig for Helene, ikke mindst da hun møder Peter. Men hendes godtroenhed – og slægtninge – med urene intentioner truer deres kærlighed.
Valentinsdag
Efter succesfulde år i Amerika er Andreas tilbage i Danmark for at gøre et gammelt regnskab op. En stor uret blev nemlig begået imod ham som ung tjenestedreng på Hovgården. Andreas har heller ikke glemt sin gamle flamme, Karen, som han vil have med tilbage til Amerika. Men overraskelser venter ham på den gamle egn.
I Strandgården på Tåsinge lever de tre brødre Østermann Lars, Nikolaj og Hans en tilbagetrukken tilværelse, de er alle tre ungkarle. De har gennem årene udviklet sig til tre originaler, som lader deres gård forfalde, og i øvrigt ikke gider tage sig af noget som helst.
1943
Grete er ekspedient i et stormagasin, og fritiden spiller hun på køkkentøj og passer sin nabo, Anna, der er alenemor. Efter at have optrådt hos sin direktør, hjælper Grete militærordonnansen Peter, der sover en brandert ud: Grete tager hans uniform, og snart er hun på militær manøvre som ordonnans.
1952
Susanne og Hans har kun været gift i nogle måneder, men bølgerne går højt, og igen-igen er Susanne flyttet hjem til sin mor. Denne gang dog meget ubelejligt, for Hans’ chef og onkel – Bill fra New York – vil møde Susanne. I nødens stund iklæder vennen Johny sig dametøj og rollen som Susanne. Med festlig forvirring til følge.
1960
Som ung, attraktiv sekretær tiltrækker Eva stor opmærksomhed fra sin direktørchef. Situationen spidser til, da direktørens kone dukker op, og snart er Eva arbejdsløs. Hun må nu finde ud af, hvordan hun skal agere i en verden, hvor hun nok har skønheden, men mændene sidder på magten.
1963
August 1943. Den danske flåde har en stående ordre om ikke at lade nogen skibe falde i tyskernes hænder. Da der bliver slået alarm i Østersøen, må løjtnant Gad og resten af besætningen på minestrygeren MS 1 træffe det vanskelige valg, om de skal sænke deres skib eller forsøge en farlig færd for at nå i sikker havn i Sverige.
1961
2. verdenskrig
En vind puster ved et tilfælde til amorinerne mellem fire unge mennesker: Ud af det blå mødes Per og Marianne og kort efter Henrik og Birte. Men deres forældre har hemmeligheder i bagagen med Pers mors hotel som omdrejningspunkt, der truer med at ødelægge alt. Og så må de unge selv tage affære.
Der er dækket op til fest på smukke Hejrenæs Gods. Vibeke fylder 21, og hendes elskede bror Hans Henrik har sat alt ind på at skabe en mindeværdig aften. Det bliver det – især da Vibekes tante afslører for hende, at hun faktisk er hendes mor. Imens kommer Hans Henrik nærmere Vibekes veninde Ulla. Uden at vide, at hun har et hemmeligt forhold til den dystre skovfoged.
Da Marinus og Johanne åbner dørene til deres hjem for unge piger, som uplanlagt er blevet gravide, får de to lejere på diskret ophold: Aase, som er udadvendt og Jytte, som er en lukket bog. Begge plages de af fortiden, og selvom de er modsætninger, har de samme mål: En lysere fremtid for dem selv og deres ufødte børn.
1946
Takket være en nærtkørende bil i en vandpyt bliver den allerede forsinket skuespillerinde Mai gennemblødt. Det skaber ringe i vandet, som leder til Mais fyring. Men da en forveksling skaber rygter om, at Mai er kommet i velhavende selskab med en skibsredder, får fløjten hos både kreditorer og teaterdirektører en anden lyd.
Musik
Nelly er vokset op i den lille by Fjordby hos sin plejemor, den gæve fru Ingeborg. Gennem årene har Nelly ikke haft meget kontakt til sin biologiske mor. Men pludselig sender hun Nelly en kjole til at have på ved Fjordbys 500-års jubilæum. Kjolen medfører forandringer i forholdet mellem Nelly og Fru Ingeborg - og et hastigere bankende hjerte hos den unge dyrlæge Kåre.
Theodor lever en stilfærdig tilværelse som skolelærer og far for Eva. Hans liv tager dog en uventet drejning, da en vejrbidt vejrhane frarøver ham hans nattesøvn. Han går ind i politik for at få gjort noget ved problemet – og ender med at afdække langt større skandaler i sin lille by.
Enken Lydia elsker musik og bruger sin store, gamle villa til at støtte musikalske mennesker. Her bor man nemlig gratis, hvis man har talent. Det skaber masser af musik, liv og forelskelser i både huset og kvarteret. Desværre er sangen om Lydias økonomi i mol - og kan tvinge hende til at dreje nøglen om på villaen, hvis ikke hun og lykkens musikanter finder en udvej.
Da den velhavende enke Juliane Cramer opdager, at hendes nevøer og niecer lever som slendrianer på hendes bekostning, smækker hun pengekassen i: "I arbejder ikke, I nyder bare, I elsker ikke, I flirter bare, I lever ikke, I fordriver bare tiden, og det er alt sammen mine penges skyld," tordner hun. Tante Cramer sætter nu de unge på forskellige prøver, så de kan bevise, at de er værdige til en plads i testamentet.
Det er ikke ren afslapning for overklassen på det nordsjællandske badehotel: Kapelmesteren Hans spiller med sine Charme Boys og charmerer fru vekselerer Winther så grundigt, at hendes mand foretager et spontant selvmordsforsøg. Det tolkes af fru fabrikant Holgersen som en kærlighedserklæring til hende, så der er redt op til skandale, da hr Holgersen melder sin ankomst.
Henrik Verle, hvis afdøde far har gjort navnet kendt og agtet, er blevet født til rigdom; han er velbegavet, udstyret med en række talenter, er således meget musikalsk og en dygtig pianist, men hans mange penge har overflødiggjort en udnyttelse af de naturlige evner. Desuden har han en mani for at samle på de mærkeligste sager.
1947
Lægen Poul er enkemand og alene med sine tre sprælske børn. Han har ikke nemt ved at finde nogen, der kan hjælpe ham, så da forfatteren Lene en dag banker på døren, overtaler Poul hende til at prøve lykken som husbestyrerinde. Lene får langsomt vundet de skeptiske børns hjerter – sværere er det med Pouls jaloux og intrigante kæreste, Illona.
1942
Efter flere år i Amerika er komtessen Ellie på vej hjem til sin slægtsgård, Stenholt. Her opdager hun, at alt er forandret: Gården er ved at forfalde, familiens gæld vokser, og banken har smækket kassen i. Det ser sort ud, men komtessen på Stenholt smøger ærmerne op sammen med sin nye bekendte, den charmerende greve Torben.
1939
Familien Winther lever et liv i luksus. Hvad ingen ved er, at alle pengene stammer fra diverse lyssky aktiviteter. Faktisk er familiemedlemmerne specialister på hvert sit område. Derfor fremkalder det både sorg og undren, da sønnen Peter kommer hjem og meddeler, at han vil være hæderlig.
Efter tre måneder bag tremmer glæder den nyhavnske gavtyv Mathisen sig til at deltage i nye fiduser. Desværre er lederen af hans bande gået bort, og nu står Mathisen og de andre uden kupplaner. Heldigvis møder de den frustrerede krimiforfatter Rodian, som viser sig at være et guldæg af gode idéer.
På Café Firkløver går tjeneren Thomas og drømmer om at få sit eget hotel. Da en stamgæst tilbyder at låne ham penge, ser hans lykke ud til at være gjort. Men så kommer han i kløerne på en grisk sagfører og bliver narret. Heldigvis giver Thomas ikke op, selvom han må tage en karrieremæssig omvej som mandlig husassistent.
1938
Det knaser i Peter og Beatrices ægteskab, og det skyldes én ting: Peters svigtende potens. Beatrice stikker derfor af til Paris med en elsker, og det får Peters manddom til at vågne op til dåd - måske i lidt for høj grad endda.
1966
Baseret på en bog
I Københavns gamle Nyboder-kvarter var der engang en gade, som på trods af sit saneringsværdige ydre husede hjertevarme originaler. En af disse er sømandsenken Albertine, hvis niece Ditte stikker af fra provinsen til storbyen - i sin danselærers bagagerum. Hos Albertine tager hun del af det farverige liv og får et eventyr for livet.
Da taxachaufføren Ole en dag finder en stor sum penge efterladt i sin vogn, bliver han stillet over for et moralsk dilemma: Skal han beholde pengene og forsøde livet for sin kone og to børn? Eller skal han aflevere dem, selvom de hverken er efterlyst hos politiet eller taxaselskabet?
Det er sommer i Nordsjælland, og Margit er på vej til selskab hos sin veninde – indtil hendes cykel punkterer, og et uvejr bryder løs over hovedet på hende. Da den fremmede Allan tilfældigvis kommer forbi, takker hun ja til et lift. Men en tom tank fører dem til et mystisk hus, der bærer spor af en forbrydelse.
Betjent Peter Basse - i folkemunde kendt som Panserbasse - klarer enhver hændelse uden drama på sin godmodige facon. Han drømmer på at blive forfremmet, så han kan fri til sin hjertenskær, men det forpurrer en bande amerikanske gangstere på jagt efter en dansk opfindelse. Og så må Panserbasse træde i karakter.
1936
Korpigen Mette er egentlig ikke interesseret i mænd. Men da en af hendes kollegaer påstår, at det skyldes Mettes manglende tiltrækningskraft, bliver det alligevel for meget. De indgår et væddemål: På én måned skal hun få tre ægteskabstilbud fra tilfældigt udvalgte mænd.
Kriminalassistent Bloch ankommer til den lille by Fjordnæs for at opklare en sag med en mørk hemmelighed i lasten: Familien til en bedrageridømt bogholder forsøger at forklæde hans død som et mord for at få forsikringspengene. Bloch gennemskuer dog hurtigt sønnens forsøg på at hænge sin søsters kæreste op på mordet. Men hvad, der virkelig skete med bogholderen i skoven, kræver alle Blochs efterforsknings-kneb at få opklaret.
På Vesterbros Torv i København har Olsen sin aviskiosk. Her kommer høj og lav i samfundet: Hjemløse, en landsretssagfører med ondt i ægteskabet, en barpige og en forfatter. Alle kæmper de med deres, mens Olsens gode hjerte får ham til at blande sig i alt, hvad han kan.
Familien Nielsen bor to voksne og fem børn i en lille lejlighed i København. Forældrene Helga og Otto arbejder begge hårdt for at give børnene et godt liv. Deres travlhed medfører, at de glemmer Majas 16-års fødselsdag. Denne forglemmelse får snart konsekvenser for alle i familien. For som Otto siger om børnene: “Altid ballade!”
Det ser måske ud til at gå flydende på vandet, men stemningen bag kulisserne på Poul og Jørgens kaproningshold er højspændt: Det store løb står for døren, og et afsat medlem af holdet forsøger at sabotere dem. Som om det ikke er nok, kan Jørgen ikke holde sig fra Pouls veninde. Kæntringsfaren er dermed overhængende – men så dukker Pouls fætter Basse op.
1935
2. Verdenskrig er netop slut, og den dansk-amerikanske soldat løjtnant John Petersen ankommer til sin onkel i København. Her møder han onklens datter, Aase, som ikke har meget tilovers for amerikanere. Men de to får en fælles sag, da onklen forrådes af en ven og efterfølgende bliver alvorligt syg.
Et besøg fra Kong Frederik d. 7. og Grevinde Danner vender bunden i vejret på forholdene på herregården Stensskov. Kongen vil undersøge områdets fortidsfund, men hans kone er ikke populær blandt adlen. Det bliver derfor pålagt husjomfruen Lise at agere frue i huset - med forviklinger og forelskelser til følge.
Advokaten Peter bilder sig ind, at han har indrettet sig perfekt. Hans kone Elisabeth er sød og ordentlig, og elskeren Kate er rodet og erotisk. Da hans ven Johannes kommer på besøg, igangsætter han en kampagne for at få Peter til at indse, at hans liv er noget rod. Men i sine forsøg på at rydde op glemmer Peter helt, at kvinderne også har noget at skulle have sagt.
1959
Den gemytlige taxachauffør Basse får livet vendt på hovedet, da herskabstjeneren til en enkebaronesse stiger ind i hans vogn. Tjeneren skal overrække et brev til baronessens barnebarn, Povl, med dårligt nyt: På opfordring fra to spiritister gør hun ham arveløs. Gode råd er nu dyre for den pengeløse Povl, men han har fået en ny ven i Basse.
1934
En filmdirektør er godt utilfreds med instruktøren og manuskriptforfatterne til en film, der skal indspilles om få dage. De har nemlig hverken et manuskript eller nogen ideer. Direktøren sender derfor mændene i felten for at spørge et bredt udvalg af folket: Hvad vil De ha’?
Det knager i Helene og Gustavs ægteskab: Mens hun helst vil være derhjemme, er han til sus og dus, fest og flirt. Så da han til et selskab møder en læge, som eksperimenterer med såkaldte "pep-indsprøjtninger", tænker han straks på Helene. Men er han overhovedet forberedt på, at have en kone, der er festens midtpunkt?
Vennerne Jan og Erling er 14 år og melder sig som statister på Nordisk Film for at tjene penge til sommerferien. Her får de et indblik i filmens verden, og oplevelsen bliver endnu mere spændende, da der kommer indbrud på filmstudiet, og drengene sammen med Jans søster, Lis, begynder at efterforske den mystiske sag.
Den livsglade komponist Jørgen bor med sin kone, Irene, og deres to sammenbragte børn i en idyllisk villa. Alt er dog ikke fryd og gammen, for Jørgens søn er indædt modstander af sin fars boheme-agtige livsstil. Han overtaler Irenes datter til fælles front mod forældrene, og hun får en idé, der vender forholdene i familien grundigt på hovedet.
1945
Betty Larsen er igennem et langt ægteskab blevet holdt i kort snor af sin tyranniske ægtemand. Da han dør, beslutter hun, at en fremskreden alder ikke skal være en hindring for at nyde livet. Men hendes familie er forargede over at se, hvordan deres arv går op i røg, når bedstemor går amok.
1944
George er dansk-amerikansk forretningsmand med et stort imperium og en propfuld bankbog. Hans travle liv koster dog på helbredskontoen, og efter et ildebefindende får han ordineret total ro. For at opnå det vil han lave et sted, hvor alle kan være anonyme. Den unge godsejer Eva tilbyder sit kriseramte familiegods til formålet, og en parade af interessante gæster, inklusiv George selv, flytter nu ind.
Jørgen von Hejden hedder nok von og er fin af fødsel, men han er en fattig pianist og uforbederlig spillefugl. Da han gifter sig med skibsrederdatteren Marianne, er det kun for pengenes skyld. Men allerede på bryllupsnatten må Jørgen må indse, at Marianne er mere end bare en smuk hæveautomat.
Den unge direktør Peter er sin mors - og sit eget - et og alt. Stakkels Magda har derfor længe kun fået lov til at besøge ham om onsdagen. Hun håber dog stadig på at blive forfremmet fra onsdagsveninde til hustru. Men Peters mor vil også have noget at skulle have sagt.
Sælgeren Peter har i mange år slidt og slæbt for sin strenge chef for at holdes familiens høje forbrug kørende. Hans eneste glæde er datteren Jenny, som i smug har et forhold til chefen. Men da den nedkørte Peter af sin læge får en idé om, at han kun har kort tid tilbage at leve i, bliver det en brat opvågning – både for ham og hans nærmeste.
København i 1890'erne. En hyggelig by for dem, der har oplevet den dengang. Dette er historien om, hvorledes Therese Schrøder kom på pension hos professor Jacobsen og blev børnenes barnepige, hvad der havde til følge, at hun traf sin sømand. Dette skabte røre i de borgerlige cirkler dengang.
Forfatteren Claus lever et liv i sus og dus med større udgifter end indtægter. Han glæder sig derfor til at indkassere arven fra sin fjerne tante Tut fra Paris. Den unge skuespiller Bent ønsker inderligt at gøre indtryk på Claus. Så meget at han påstår at kende Tut. Men da den virkelige Tut dukker op, bliver alle overraskede.
En lille bys bankbestyrer går bort, og hans enke, Maria, samt fire voksne børn får en chokerende nyhed: Der findes et femte barn, undfanget før de andre. Det er lægen Erik, som bliver modtaget af en familie, der har svært ved at finde en passende grimasse. Og skandalen lurer, da lokalpressen får nys om familiens hemmelighed.
Den forsigtige bankmand Harald er helt uden mod og mandshjerte, bange for både direktøren og den smukke kollega Elvi. Men da Harald ved en fejl får diagnosen hjerteproblemer og tre måneder tilbage at leve i, lægger han en ny frygtløshed for dagen. Han går endda med til at hjælpe Elvi i opklaringen af et skummelt plot udtænkt af bankdirektøren.
Degnens datter, Tine, er nærmest blevet en del af familien hos hr. og fru. Skovrider Berg i Als. Da krigen bryder ud i 1864, må Berg kæmpe, mens fru Berg rejser til København med deres lille søn. Tine passer huset, og under de dramatiske omstændigheder opstår et kærlighedsforhold mellem Tine og Berg. Men så kommer slaget ved Dybbøl.
1964
17-årige Majs største drøm er at komme på en scene eller til en mikrofon. Hun banker på alle vegne uden at komme nærmere på at få en fod inden for showbusiness-døren. Så da hendes søster vinder konkurrencen “Prinsesse for en dag” og bliver syg, ser Maj sit snit til at springe til.
Frk. Møller er kasserer i et stort flygelmagasin og kan snart fejre sit 25 års jubilæum. Hun vil gerne hjælpe den søde unge Grete Holm i pakkeriet. For at den fattige og forældreløse Grete kan træffe en rig ung mand, inviterer frk. Møller hende med på skiferie i Sverige.
En mystisk hændelse rammer den lille by Bredsted, da godsejersønnen Mogens en nat dør i et sammenstød med et eksprestog. Spor peger på, at det ikke var et uheld, så den unge kriminalassistent Otto sendes fra København for at efterforske sagen. Han finder overraskelser blandt byens hemmeligheder. Og får øjnene op for stationsforstanderens Marianne.
Tjeneren Herkules og direktøren Erik har været venner siden barnsben. Herkules slår derfor til, da han pludselig vinder en masse penge og kan hjælpe Eriks skrantende virksomhed. Herkules og hans nye brud Henna flytter ind i overklassen – men Erik sætter det hele over styr og risikerer både begge deres formuer og det gamle venskab.
Ungdomslederen Johansen smugler en bog med hjem fra Paris. Omslaget er anonymt, men ordenes kraft er stærk. Det opdager også Johansens søn og derefter en række andre mennesker. Alle der får bogen i hænderne må sande, at læsningen forandrer dem.
Havet trækker i 16-årige Per og hans kammeratgruppe af Vesterhavsdrenge. De er dog for unge til at deltage i fiskeriet, så deres dage går med at hjælpe til på land og kæmpe imod en lokal drengebande. Men en dag rammer tragedien, og Per mister sin far til søs. Nu må han pludselig blive voksen og finde en måde at forsørge sine mindre søskende på.
Den jura- og evighedsstuderende Peder har kun kriminalgåder i hovedet til stor belastning for sin stakkels forlovede. Da han dumper sidste mulighed for at bestå studiet, tager han springet og bliver detektiv. Og det valg belønner skæbnen ved at sende ham på sporet af overlægen Jantzen, som vil stjæle en kostbar rubin fra Nationalmuseet.
1949
Den danske modstandsbevægelse har optrappet deres aktiviteter i slutningen af krigen. En nat kommer en engelsk agent til skade og indlogeres hos de lokale modstandsfolk. Sammen planlægger de aktioner mod tyskerne, men der må være en forræder iblandt dem, for tyskerne er hele tiden meget tæt på.
Kontordamen Bella, studenten Poul og isenkræmmer-medhjælperen Kjeld mødes i stor desperation. Ensomme og nedtrådte af livet har de hver især forsøgt at gøre en ende på det. De beslutter derfor at holde sammen og hinanden oppe – og måske er deres held ved at vende, da de møder en sær fremmed med en trækvogn.