Egons tur i fængsel har denne gang resulteret i en uventet jobmulighed. Vekselerer Holm-Hansen har nemlig hyret ham til at åbne et Franz Jäger-pengeskab i Schweiz med de berømte Bedford-diamanter i. Egon er blevet lovet 25 % - men har Holm-Hansen mon rent mel i attachemappen?
1974
Bodil-vinder
Et kup i Palads-biografen mislykkes, og da Egon kommer ud af fængslet, er der ingen Benny og Kjeld. Til sin store frustration bliver han i stedet modtaget af en ædru, uduelig Dynamit-Harry. Desperat prøver Egon at få de nu lovlydige Benny og Kjeld med på sin geniale plan om at snuppe 6 millioner kroner i sorte penge på Christianshavn.
1973
Dansk filmskat
Olsen Banden har endelig fået millionerne og det halve kongerige på Mallorca. Alligevel har Egon svært ved at slappe af. Hans værste frygt bliver da også til virkelighed, da Bøffen stjæler deres penge for øjnene af en godt bedugget Yvonne. Snart er Egon tilbage i fængsel, og Olsen Banden på sporet af et nyt kup.
1975
Egon Olsen er måske en småforbryder, men hans ambitioner er store: Han fantaserer om at begå et spektakulært kup, og så må hans to medhjælpere, den fiffige Benny og den forsigtige Kjeld, hjælpe til. Lige i hælene har Olsen Banden dog den ihærdige kriminalbetjent Mortensen. Dette er den første Olsen Banden-film, Olsen Banden 1, ud af i alt 14 film fra 1968 til 1998.
1968
Børge skal giftes, og sådan et bryllup er jo ikke gratis. Men en baron, der også er forsikringssvindler, har snydt Egon. Olsen Bandens hævn involverer blandt andet en kostbar kinesisk vase og et brag af et kup i Det Kongelige Teater til tonerne af Elverhøj.
1976
Egon får et chok, da han kommer ud af fængsel og opdager, at han er blevet udskiftet med en yngre model. Yvonnes nevø Georg er bandens nye leder, og han mener, at Egons metoder er forældede: Talkum og stetoskop er skiftet ud med computer. Egon nægter dog at blive kastet på skrotpladsen uden kamp.
1977
Benny og Kjeld kan ikke skjule deres stolthed, da Egon kommer ud af fængsel. Møjsommeligt har de nemlig lagt en plan, der kan skaffe banden ind i en tobaksforretning efter lukketid. Egon har dog større ambitioner, og så går turen til Jylland med Yvonne og lille Børge på slæb på jagt efter en millionskat fra 2. Verdenskrig.
1971
Da Egons forsøg på at lege bankrøver går galt, må han rykke direkte i fængsel. Ude igen er han – takket være den besnærende socialrådgiver Bodil – fast besluttet på at blive resocialiseret. Nogle amerikanske gangstere har dog andre planer, og så er Olsen Banden på spanden.
1969
Udenlandske pengemænd har skumle planer om at omdanne Danmark til en feriepark for tyskere. Så denne gang går Egon, Benny og Kjeld ikke bare i aktion for millionerne, men for moderlandet og Daisy. Den kyniske kapitalist Bang-Johansen har dog ikke tænkt sig at gøre det nemt for dem, og snart hænger Egon på ydersiden af Københavns rådhusur.
1978
Egons nære forhold til Vridsløselille er i fare. Den nye inspektør truer nemlig med at sende ham på psykiatrisk anstalt, hvis han bliver anholdt igen. Det lægger selv sagt ekstra pres på bandens kommende kup mod det storsvindlende forsikringsselskab Høje Nord. Men de er ikke nemme at bide skeer med, som kriminalbetjent Holm har måtte sande.
1981
I Yvonnes stue lufter Egon sit nyeste mål: 4 millioner kroner i en pengetransport. De andre er skeptiske over for Egons store planer, men med hjælp fra en pølsevogn lykkes Olsen Bandens store kup faktisk. I hvert fald indtil den rivaliserende bande Kongen og Knægten melder sig på banen.
1972
Yvonne og Kjeld står foran at kunne fejre sølvbryllup, og Yvonne ønsker sig en pels, så millioner må der til. Jagten går derfor ind på en rød kuffert med vigtige dokumenter, der kan bringe verdensfreden i fare og give fem millioner i findeløn. Kufferten fører Olsen Banden over alle bjerge til de mange sovses by, Paris.
Egon har under sit seneste fængselsophold været på kursus i moderne emner som management og virksomhedsledelse. Derfor skal Olsen Banden nu i gang med lovlige forbrydelser som økonomiske transaktioner og transnationale papirkup. For én gangs skyld bakker Yvonne Egon op. Men som sædvanlig går det ikke helt efter planen.
1979
17 år er gået, og meget har forandret sig for Olsen Bandens medlemmer. Ét er dog ved det gamle: Egon har en plan. Det er nemlig lykkedes ham at slippe ud af sit fangenskab, og Benny og Kjeld må derfor afbryde deres alderdom for at deltage i et uigenkaldeligt sidste kup.
1999